Sammenbragte familier…

Man hører oftest alle de dårlige historier om sammenbragte familier, sammenbragte børn og alle de problemer der er mellem den ene og den anden.

Sådan har Elektrikeren og jeg det - heldigvis - ikke… Jeg har Sønnike på snart 18, han har en datter på 22 - Frisøren, en datter på knapt 18, Grafikeren og en søn på 12, Splinten Og både Elektrikeren og jeg føler os utroligt heldige, for vores to knægte enes - på trods af aldersforskellen, helt fantastisk. De sover på den stores værelse, spiller computer sammen, tager til rollespil sammen osv. osv. Faktisk kan de ikke engang gå med hunden, uden at de skal gøre det sammen :o)

Det gør mig usigeligt glad, at de har det sådan, vi er sparet for meget… Og når alle fire unger er hjemme, er der en god stemning og masser af snak om alt muligt.  Og så er der så også det gode ved det, at min søn er vild med Elektrikeren - der er ikke de store konflikter mellem dem og Sønnike har flere gange sagt, at han bare er SÅ glad for at vi er flyttet sammen :o) Det pudsige er, at folk faktisk tror at de er søskende, hvilket ikke er så mærkeligt når man ser det billede herunder, hvor de ligger og putter med Kayza.

Det er også mit indtryk, at mine lånebørn er glad for mig… deres stedmonster ;o)

Kærlighed…

Deborahs har tagget mig og selvom det vel i virkeligheden er en dag for sent, tager jeg nu alligevel udfordringen op - kærlighed er jo lige vigtig hver dag

Jeg har ikke altid været lige heldig med de mænd jeg har forelsket mig i eller også var jeg heldig, men turde ikke rigtig følge mit hjerte - ihvertfald havde jeg en bedsteven, der en dag sagde til mig ‘nå, men hvor længe holder det så…? altså før du stikker af igen’? Det satte afgjort nogle tanker i gang dengang!

Her nogle af de vigtige;

Min første ‘kærlighed’ hed Flemming, jeg var 7 år gammel. Han var 13 og den dag i dag fatter jeg ikke, at han kunne holde mig ud, jeg må have været en stor gang klister. Jeg var simpelthen så vild med ham, at jeg konstant holdt øje med ham og hele tiden skulle være i nærheden af, hvor han boede. Han gav mig også mit første kys, et rigtig tante et af slagsen

Min første rigtige kæreste hed Flemming, jeg var 14 år og håbløst forelsket i min ‘flaskedreng’ - men jeg flyttede på et tidspunkt fra København og så gled det ud i sandet. Vi holdt dog kontakten i flere år via brev og det er da sket en del gange i mit voksenliv, at jeg er rendt ind i ham.

Via et job som garderobedame på et diskotek mødte jeg Kjeld - vi blev forlovet efter 3 måneder og flyttede sammen. I dag kan jeg ikke rigtig huske hvad det var der gjorde, at vi gik fra hinanden - men det gjorde vi.

Så mødte jeg Kent… en musiker som jeg også var meget forelsket i - vi boede sammen i et år, men det var så tydeligt at det bare ikke skulle være os, vi var ganske enkelt ikke enige om ret meget.

Så mødte jeg sønnikes far - det tog ham meget lang tid at få mig til at falde for ham og da det var sket, tjah… så fandt han mig vist ikke så interessant alligevel. Ihvertfald havde vi et af - og på forhold igennem noget tid og det var så ved en af de lejligheder jeg blev gravid. Jeg tror at jeg vidste helt fra starten at han ikke ville det… men ellers blev jeg ihvertfald ret hurtigt klar over det og da jeg så fik at vide af min læge, at jeg sikkert ikke ville kunne få flere børn, hvis jeg fik en abort - tjah så var valget klart.

Da sønnike var 8 år mødte jeg min eksmand -  da vi havde kendt hinanden en måned og 9 dage friede han til mig og præcis et år efter frieriet blev vi gift. Vi købte hus og fik Princess og jeg var stormende forelsket… Af mange forskellige grunde holdt vores forhold ikke og jeg bad om skilsmisse efter knapt 5 år sammen med ham, det er nok noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort og bagefter græd jeg i meget lang tid over, at have mistet. I dag tænker jeg at det var en klog beslutning, vi er begge dejlige mennesker som indeholder en masse gode ting, vi var bare ikke gode for hinanden. Jeg ved at min eks. mand har haft det svært med kærlighed efter vores brud, han mødte desværre en kvinde som ikke var god for ham og det var et seriøst tilfælde af kærlighed gør blind. Jeg håber, af hele mit hjerte - at han en dag møder den kvinde som gør at han føler sig lykkelig og glæder sig til at komme hjem.

Nogle år efter min skilsmisse mødte jeg Elektrikeren, som også hedder Flemming - aner I et navn der går igen? og ham bor jeg sammen med i dag. Min søn er vild med ham, min familie er vild med ham og jeg er vild med ham. Og nu har vi så også fået ‘barn’ - jeg har svært ved at forestille mig et liv uden min Elektriker, det eneste der lidt er en hage ved ham er, at han ikke vil giftes og det vil jeg!

Hvorfor? spurgte han mig en dag… Og jeg svarede at det for mig er den største kærlighedserklæring at få… at den mand jeg elsker kigger på mig og tænker ‘hende tror jeg godt jeg kan holde ud resten af mit liv’ og at han via ægteskabet deler det med hele verden. Ringen er et uendelighedssymbol og for mig et smukt symbol på at man hører sammen. Jeg er ligeglad med et kæmpebryllup, dels har jeg prøvet det og dels har det ikke så meget med handlingen og kærligheden at gøre. Kærlighed er det man føler når man hver eneste dag glæder sig til at komme hjem til sin partner, og når man kan savne ham/hende selvom man så hinanden i morges. Det er præcis sådan jeg har det med Elektrikeren, men vi fejrer altså ikke Valentines dag så jeg har altså ikke reddet mig en lækker fedende chokolade, en buket blomster eller andet - til gengæld har han i dag kørt adskillige kilometer for, at hente nuggets til mig og der var sørme en sunday is med som dessert

Jeg vælger at lade være med at tagge andre (måske kan jeg genoptage til næste år) - Valentines er jo overstået for denne gang.

Lad mig præsentere - Kayza :)

- det seneste familiemedlem…

Kayza er født den 1. december og er en blanding mellem en sort Labrador og en Schæfer. Egentlig stod der i annoncen at det var en Labrador, meeeen hverken vi eller dyrlægen er blinde og da sælger havde Schæfere og hendes søn en Labrador, har vi en mistanke om at der er sket en lille sniger.

Jeg har ellers aldrig været særligt begejstret for Schæfere, jeg synes at de piver vildt meget og at de godt kan være aggresive. Måske har jeg bare været uheldig, men… det er langt fra min favoritrace og jeg er jo ellers seriøs hundeelsker

Kayza og jeg starter til hvalpetræning den 20.2 og jeg glæder mig helt vildt… Hun kan allerede sitte og virker meget ivrig efter at aflevere, når vi leger med bold. Efter knapt en uge forstår hun ‘nej’ og ‘ikke bide’ og virker på alle mulige måder ivrig efter at gøre det vi gerne vil have. Hun kan være en kæmpebølle, men jeg synes også at jeg fornemmer et mildt og roligt sind og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til den dag hvor hun er stor og opdraget nok til, at hun ligger i benenden når jeg læser, for der er en meget tom plads ledig lige nu.

Hvis du har erfaring med denne blanding, så må du da gerne lægge et par ord om det :o)

Det er længe siden…

- jeg har blogget, alt for længe siden… Men det er som om der hele tiden sker ting i mit liv der fylder.

Og det er desværre ikke kun gode ting!

Forrige tirsdag døde min allerbedste ven i hele verden, Princess… Nogen vil sikkert undres over at jeg kalder min hund min bedste ven, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde hende. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt i 8½ år - det var nemlig alt hvad skæbnen mente, at vi skulle have sammen :’(

Den pågældende tirsdag var hun som hun plejer da jeg gik på job om morgenen, det samme gjorde sig gældende da Sønnike kom hjem kl. 12.00 og Elektrikeren kl. 15.30. Da jeg kom hjem omkring kl. 16.00 undreres jeg godt nok over at hun lå på badeværelset, men jeg tilskrev det en angst for snestormen… Kl. 17.00 hvor jeg gik ind i min seng for at læse i sengen, blev min undren dog til et check - Princess plejede altid at gå med mig… Jeg nussede hende bag øret og ville lige gå ned at tisse med hende og som tænkt så gjort. Hun tissede lige udenfor døren, gik vel omkring 10 skridt, og lagde sig så ned og ville ikke gå mere og så blev jeg bange! Bar hende retur til opgangen og løb op og hentede Elektrikeren og bød ham at køre direkte til dyrehospitalet. Der blev hun lagt i drop og fik taget blodprøver og så blev vi sendt hjem med besked om, at dyrlægen ville ringe 2 timer efter og give besked. Så længe fik der ikke - 50 min. efter ringede han op og sagde, at Princess var sovet stille ind 3 min. forinden.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg noterede mig at dyrlægen ringede kl. 19.24

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grædt så meget, som jeg har grædt i den sidste uge og bitte små ting minder mig hele tiden om… at hun er væk… Mit hjerte ville sådan ønske at jeg havde haft bare en dag eller to til at blive klar over, at det var den vej det bar - i mit hoved ved jeg godt, at det her var det mest barmhjertige for min hund. Men for pokker hvor jeg bare savner hende <3 <3 <3

Så det her indlæg må blive en del af min hyldest til den for mig dejligste hund i verden. Ingen vil nogensinde kunne erstatte hende - heller ikke selvom tomrummet er fyldt ud med en dejlig ny hvalp (den skal I nok få lov at høre mere om senere, hun er jo en del af min verden nu)