Kan du blive dansk statsborger?

Egentlig er det ret interessant at tænke på, at man som tilflytter fra et andet land, skal igennem en test om Danmark (almenviden), for at kunne opnå statsborgerskab. Og det er da også logisk nok…

Men hvor mange af os kan egentlig besvare sådan en test, uden at snyde og hvor mange point ville vi så opnå? I denne test får du 40 spørgsmål og du skal minimum have 32 rigtige for at bestå… sååå hvordan klarer du dig?

Jeg fik 31 rigtige, så jeg ville aldrig have klaret mig

Dagen er nu tiltaget med 3:32

Og hvor er det skønt at stå op om morgenen, tage afsted og se at dagen allerede er lys og startet og ikke mindst, at det også er lyst når man tager hjem fra job igen.

Jeg elsker sol og sommer… varme… men synes at vi har alt for lidt af den i Danmark… Det betyder dog ikke at jeg rejser en hel masse, jeg elsker mit hjemland - særligt om sommeren. Duftene, lydene…

Jeg har dog stadig varme minder fra sidste års maj, hvor min søn og jeg badede på stranden ved Køge Bugt Strandpark og håber, at sommeren i år bliver lidt varmere og lidt længere… Jeg trænger sådan til det

Ih du milde…

Så kom der godt nok røde kanter på siden… Det viste sig at være et semikolon som forårsagede balladen eller rettere, et manglende et af slagsen… Og det er jo fint nok at det virker nu, hvor jeg har besluttet mig for et helt andet design
Tak Mylle, din lille nørd :p

Ud at se… med DSB…

Det udtryk kender vi vist alle sammen… Og i dag skal jeg da lige love for, at jeg fik set lidt af hvert!

Når jeg møder kl. 9.00 kan jeg tage toget fra stationen kl. 8.21 og almindeligvis er jeg så på jobbet 10 min. før tid.

Men idag var der én der var spunget ud foran et tog på Avedøre station, så toget kørte kun én station og så blev vi sat af og stod og ventede på et andet tog. Dette tog fragtede os så 3 stationer, hvorefter vi skulle videre med busser til en 3 station, hvor vi så ville kunne komme til Hovedbanen. Og tænk!

Det tog kun 2 timer *ironi ikon*

Og ikke nok med det, når man så stod på Åmarken station så lød det i højttaleren ‘Næste tog til Hillerød kører fra Hundige om et øjeblik’ - med andre ord, så kunne man lige så godt have ladet være med at lade sig fragte med bussen, det vandt man nemlig ikke noget ved. 

Desuden havde alle en forventning om, at når toget kom, så ville det være et kort tog… Og ja 1½ togstamme til så mange mennesker, batter jo ingen steder. Desuden havde alle institutioner i området vist besluttet sig for, at de skulle med toget i dag - så der var larmende og utålmodige børn alle vegne.

Jeg har stor forståelse for, at DSB ikke er herre over om nogen vil tage livet af sig på dén måde i myldretiden og jeg har også stor forståelse for, at man må udvise lidt mere tålmodighed, men… hvis en 25 min. tur kan tage over 2 timer så er der altså noget galt med nødplanen… Og det irriterer mig GRÆNSELØST, at de i højttalerne proklamerer at togene kører med 20 minutters drift efter de grå tider, når det ikke passer!

Helt ærligt DSB - dét kan I helt sikkert gøre bedre! Men jeg måtte nu le, da jeg læste denne historie om DSB logik

Jeg er forkølet…

Og det er langt fra det bedste tidspunkt, at være det på
Dels er jeg ved at pakke lejligheden ned og skal på lossepladsen med en masse ting, men dels har jeg et par deadlines på jobbet, som jeg ikke bare kan ignorere. Jeg havde taget fri torsdag og fredag og torsdag morgen vågnede jeg med ondt i halsen og snotnæse og det har jeg så brugt tiden på lige siden.

Lige nu er jeg på stadiet meget tør hoste og jeg har en idé om, at hvis jeg ikke passer meget på, så ender jeg med halsbetændelse - jeg kender jo turen, har været der så mange gange før.

Så lige nu har jeg lidt ondt af mig selv, det er hårdt at skulle en masse, når energien bare ikke er til andet end varm the, sengen og masser af gensyn med Sex & The City afsnittene.

Bidt af Liza Marklund

- altså ikke i ordets bogstavelige forstand, men… pt. er hun en af de forfattere jeg helst læser og jeg har været en del igennem, men mangler stadig enkelte.

Skulle du derfor være indehaver af nedenstående bøger og vil sælge dem til en rimelig pris, incl. porto og indpakning, så er jeg interesseret. Og ja, jeg har tjekket QXL og Den Blå Avis
Forelskede sig i et mareridt + efterfølgeren Asyl

Nedtælling

Primetime

En plads i solen

Jeg elsker struktur!

Og jeg har nok en tendens til at planlægge mig ud af de fleste ting. Altså dem jeg kan planlægge mig ud af. For livet er jo ikke forudsigeligt og så længe det ikke er det, så…

Den seneste tid har jeg dog spekuleret på, hvor sund al den struktureren egentlig er?

For pludselig er det gået op for mig, at jeg faktisk ikke bryder mig ret meget om overraskelser/ændringer eller andet der bare ligner. Min impulsive side er ca. lig nul og jeg er et sted i livet, hvor jeg har behov for at vide hvad jeg skal i dag, imorgen, i næste uge - så jeg kan vænne mig til tanken. Komme det ind i en firkant/på den rette hylde.

Struktur er ikke nødvendigvis det samme som orden, for jeg kan faktisk godt rode - derhjemme har jeg faktisk en skuffe hvor det roder så meget, at jeg altid skal tømme skuffen helt for at finde det jeg leder efter.

Mens jeg på jobbet ikke kunne drømme om at rode. Her er alle igangværende sager i charteques med navn på. Og er der en deadline, så ryger den også på og sagerne lægges i orden. Hvis jeg ikke benyttede mig af denne form for struktur på jobbet, så ville jeg ganske enkelt miste overblikket og ikke få lavet det jeg skal.

Problemet er jo bare, at når den side er veludviklet så er det svært at give plads til ‘overraskelser’, hasteopgaver osv., for så skal man pludselig til at prioritere.

Dét kan jeg godt, men jeg må indrømme at jeg ikke bryder mig meget om det - jeg vil helst vide hvad dagen bringer, når jeg vågner op til den.

Gad vidst om det er et aldersbetinget ‘problem’?

Ex-ryger… eller hvad?

                           Om 9 dage er det to måneder siden, at jeg genoptog mit rygestop… Og selvom jeg faktisk bedst kan lide, at være ikke-ryger (Jeg ved jo hvordan det er - efter 23 år som storryger, har jeg haft 4½ år uden cigaretter), så har det langt fra været nemt denne gang.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det skyldes, at jeg ikke har været motiveret for alvor. Bevares - jeg kunne ikke fordrage den smag jeg fik i munden eller lugten, men det var ikke helt for min egen skyld jeg stoppede, men fordi elektrikeren bad  mig om det eller rettere, det var et krav hvis vi skulle flytte sammen.

I mellemtiden har jeg konsumeret et utal af nikotintyggegummi og på trods heraf savner jeg stadig cigaretterne… Jeg ved fra mit sidste stop, at det ikke længere er noget fysisk - men min hjerne der spiller mig et puds. Og jeg er træt af det! De sidste 3 døgn har været slemme… Jeg drømmer om cigaretter, er enormt opmærksom på andres cigaretter og trangen htil at ryge har været overvældende.

Igår da jeg gik i seng var det særligt slemt og da jeg vågnede imorges tænkte jeg ‘fuck det’, hvis jeg stadig har lyst når jeg når stationen, så køber jeg den pakke cigaretter og får det overstået. Men da jeg kom ned på stationen, var der kun 2 minutter til toget kørte og det sneede og… jeg blev enig med mig selv om, at det var en cigaret altså ikke værd.

Men da jeg stod af toget, var trangen stadig overvældende - så jeg købte mine 20 Camel blå, en æske tændstikker og en pakke tyggegummi. Gik en lille omvej fra stationen og til kontoret - ja, for jeg skulle jo ikke gribes i denne ‘falden i vandet’ - jeg har jo kollegaer som ved, at jeg er stoppet med at ryge.

Og føj for pokker hvor smagte det bare grimt! Jeg inhalerede ikke engang voldsomt og tror jeg nåede under halvdelen, før jeg tænkte ‘adr’ og smed resten af cigaretten væk… Og skyndte mig at voldtygge st stykke tyggegummi, dels for at få smagen - men bestemt også lugten af min synd væk.

Det værste er… at jeg tror at jeg godt kunne falde i igen… Og det gør mig sur på mig selv. Mit tidligere tygestop overlevede både en operation og ikke mindst en mindre rar skilsmisse og da jeg så endelig begyndte at ryge igen, var det noget så latterligt som festrygning der fik mig i vandet…

Jeg tænker meget over konsekvenserne af mine mange år som ryger. Min stakkels krop og mine organer har jo slet ikke været udvoksede da jeg startede som 13-årig. Og det er et faktum at jeg storrøg i 23 år med mindre pauser. Hvor mange års liv sammen med min søn mon det kommer til at koste mig?

Jeg er nok fri for rygerlunger fordi jeg er stoppet ‘i tide’, men hvad med cancer? Og er det cigaretternes skyld at jeg har dybe porrer og mange rynker eller skyldes det al den sol jeg har taget eller noget genetisk?

Med alt ovenstående in mente, så er det da uhyggeligt at jeg stadig finder mig selv med en cigaret i hånden - jeg burde vide bedre!

At læse med i andres blogs.

Der er enkelte blogs på nettet jeg jævnligt vender tilbage til og på et tidspunkt får jeg det uvilkårligt sådan, at jeg føler at jeg kender bloggeren personligt. Og det føles ganske rart Tænk at der er nogen ‘derude’, der har lyst til at dele liv og tanker med os andre, give af sig selv.

Og indimellem er jeg så heldig, at disse bloggere skriver med på min side, det giver uvilkårligt en følelse af at høre til.

Desværre for mig… minder de af dem som har blogget længe og har fantastisk flotte sider, mig også om… hvor lidt tid jeg har ofret på min egen side…

Jeg må vist snart tage mig sammen til nogle radikale ændringer.

F.eks. elsker jeg designet på ’slagtenhelligko’, skriveren bag hedder Liselotte og er grafiker (hvilket naturligvis til dels forklarer det flotte design) og at dømme efter diverse bloglister, har hun en af Danmarks mest læste blogs.

Jeg læser også med hos Deborah og havde gjort det et stykke tid, uden at kommentere, da hun en dag kom forbi min blog
Hun har flere ting på sin blog som jeg gerne ville have, f.eks. kommentarfeltet hvor man får en mail, når der kommer nye indlæg… det vil jeg også have! Hun har også federe smileys… Nemlig ja!

Jeg læser også med hos Moccapigen, Anita - hun har uden tvivl det flotteste design jeg indtil nu har set og er rigtig sød til at komme med tips og ideer og hjælp
Og så må jeg nok hellere tage mig sammen til at få lidt flere billeder på min side, omend de har voldt mig en del problemer, når jeg har forsøgt mig…

At være eller ikke være… slank…

Efter jul er vi traditionen tro blevet bombarderet med alkens slankekure og slankehistorier i damebladene, men uanset årstiden ‘raser’ der næsten altid en nærmest slankehysterisk snak i samfundet. Det er som om… hvis man ikke ser ud på den rigtige måde, så er man et mindre godt menneske. Og naturligvis ER det farligt at være overvægtig - men… spørgsmålet er om det er et flertal der er så overvægtige, at det er livstruende. Jeg har mine tvivl! Og synes faktisk at det er synd, at det bliver opfattet som nærmest sygeligt, hvis man har lidt sul på sidebenene.

Og ja! Jeg er én af dem der helt sikkert godt kunne trænge til, at tabe mig nogle kilo. Men måler jeg min BMI så er jeg faktisk i gruppen ‘livstruende overvægtig’ - og… helt sikkert, der er ingen der kigger på mig, der vil hæfte dén betegnelse på mig. Det er nemlig sådan, at jeg har en stor muskelmasse og denne forøger klart min samlede vægt og dermed også min BMI. Og så er det at det bliver svært, at vide HVOR for meget man vejer? Og jeg er helt sikkert ikke den eneste der har det problem.

Noget helt andet er så… Hvorfor skal vi allesammen ligne hinanden og allesammen kunne passe det samme stangtøj. Bevares, jeg gad da godt at jeg bare kunne hive noget, som jeg synes ser smart ud ned fra en bøjle og så se fantastisk ud, når jeg kigger mig i spejlet… Men… sådan er min virkelighed bare ikke og size zero tænder mig så heldigvis heller ikke!

Og når man så surfer rundt på nettet, så ser man altså mange sjove ting eller rettere, der er visse der virkelig får luftet deres fordomme og det er med usvigelig sikkerhed ofte dem, der aldrig har prøvet, hvordan det er at have ‘elevatorvægt’, spiseforstyrrelse af den ene eller bare veje 2 kg. for meget.

F.eks. ser jeg ofte fordomme omkring slankepiller og bevares… de er med garanti ikke sunde, men hvis det nu kan give den overvægtige et skub i den rigtige retning og vedkommende har været igennem et utal af slankekure uden held, tjah… så har jeg altså svært ved at se problemet. De fleste ved jo nok efterhånden, at det bedste reelt er at ændre livsstil, spise sundere og røre sig mere. men hvis man nu - rent psykisk - sidder fast og bare ikke kan komme ud af sine dårlige vaner… Er det så ikke bedre at tage en pille og f.eks få nedsat appetitten? De fleste vil jo skulle gøre det i samråd med lægen og det er faktisk sådan, at enkelte typer af slankepiller kun udskrives, såfremt man indvilliger i 14. dages kontrol og måling, samt at man er i besiddelse af et BMI på 31 eller derover.

Dette indlæg er indledning til et kommende indlæg om slankepiller