Kønnenes gensidige forståelse

I årevis har jeg haft en teori om, at det ikke kunne nytte at forsøge at forstå mænd og omvendt, mænd kunne lige så godt opgive at forstå kvinder. Ja ja… jeg ved godt at det er en grov generalisering, men jeg tror nu alligevel at der er noget om snakken

Udover kønnet, så er vi ganske enkelt - grundlæggende - skruet forskelligt sammen i vores hjerner… Og ergo… er vi en gåde for hinanden… Og det er altså ikke alle gåder der skal løses… Og faktisk er ikke en gang sikkert, at mænds og kvinders indbyrdes forhold bliver bedre af, at vi løser gåden…

Det vigtige her er - efter min ydmyge mening - vores forståelse for forskellen… Den indbyrdes respekt… og en evne til at ville lytte til hinanden og forsøge at sætte os i hinandens sted… Måske er vi ikke enige… Men hvis vi bare forstår og respekterer at vi ikke er det, så er vi da være kommet så meget videre…

Kommunikation er utrolig vigtig… men endnu vigtigere er viljen til kommunikation…

Og til forståelse ikke mindst…

Millionærens testamente

Millionæren var død og hans testamente skulle læses op på familiegodset.

Advokaten læser følgende:

Til min chauffør - hele min bilsamling og 5 millioner

Til min datter - hele familiepalæet og resten af familieformuen

Og til Anna - min kusine - som altid var så ivrig efter at blive nævnt i mit testamente

*Hej Anna*

Målrettet kærestesøgning?

Egentlig er det lidt skræmmende, at der er så mange singler i Danmark… Og da mange af os har været det i flere omgange, så kan man jo spørge sig selv hvorfor det er så svært at finde en (fast) kæreste…?

Jeg mener, der er jo ikke mange af os der har svært ved at målrette vores søgning, når det handler om en ny bolig eller om et nyt job…

Så kan man i virkeligheden gå lige så målrettet efter en kæreste som man går efter en ny bolig eller et nyt job?

De der kender mig godt ved, at jeg i forrige år mistede mit job og at dette førte til et væld af dårlige beslutninger som så igen fik store konsekvenser for både min søn og mig (Jeg tør godt afsløre at jeg vist har opbrugt et helt livs kvajekvote lige der) og lige pludselig havde vi hverken et sted at bo eller noget at leve af… Men nu er jeg jo en stærk person, så jeg er naturligvis ikke tilfreds med den slags og begyndte ret hurtigt en målrettet indsats for at rette op på situationen. I løbet af kort tid havde jeg en lækker lejlighed og et job jeg stortrives med og min søn siger at han aldrig har haft det bedre….

Nå, men… essensen i forhold til det er at jeg her bagefter har tænkt meget over, om man i virkeligheden kan benytte sig af samme taktik når man vil have en kæreste. Jeg mener - hvis man skal have et nyt job, så tilretter man sit cv og skal man have ny bolig så stiller man også nogle konkrete krav op. Det siges jo også at hvis man virkelig ønsker sig noget, så skal man gå direkte efter det…

Men… jeg synes faktisk at jeg har gjort mig den erfaring, at det modsatte gør sig gældende når det handler om at finde en kæreste… Jo mere afklaret og klar man er - des hurtigere løber ‘HAN’…

Og hvori består så forskellen?

Hvorfor defineres man på det nærmeste som desperat hvis man er klar på at man vil have en kæreste, men når det handler om job og bolig - så er man målrettet…?

At være klar betyder jo ikke nødvendigvis at man er klar til at bo sammen i næste uge eller næste måned…

Jeg må vist lige overveje min teknik grundigt…

Man vinder kærligheden…

- ved at overgive sig til den…

De ord stod (blandt mange andre ord, som jeg har taget til eftertanke) i et rigtig dejligt og varmt brev som jeg fik fra en cyberven igår  

Indrømmet… Ordene fik mig til at tænke en masse… For det lyder så nemt… Og jeg tror at de fleste af os synes eller har syntes, at kærligheden er svær…

Men så er det jeg tænker… Hvad er det der gør kærligheden svær…? Er det svært fordi man - når man elsker -også udsætter sig for risikoen for at blive såret, svigtet eller miste…? Eller er det fordi det idag er umuligt at give sin kærlighed uforbeholdent, fordi vi kræver så meget af os selv og af andre…? Eller er det fordi verden kommer ind over og det er umuligt, at holde kærligheden adskilt fra alle andre ting i dag…

Kærlighed er en gave i min verden… både den man får og den man giver… For tænk sig at være i stand til at elske et andet menneske, at føle en dyb og inderlig glæde, blot fordi dette menneske eksisterer og er en del af ens tilværelse… Og tænk sig at blive elsket, med hud og hår, fejl og mangler…

Tænk at nogen elsker mig…

Og jeg overgiver mig gerne når ham den rigtige en dag dukker op .

Kursus i lommepsykologi?

Du har nået en alder hvor du egentlig føler, at du er i meget god kontakt med dig selv - hvor du har defineret dig selv som menneske, både overfor dig selv og andre.

Du har nogle mennesker du er tæt med, fordi du er den du er… Nogle mennesker som har fulgt dig i tykt og tyndt, nogle mennesker som du stoler ubetinget på og som du er sikker på, vil være der resten af dit liv.

Hen over en længere periode sker der så en masse forandringer i dit liv - det er ikke dem alle der er lige positive, men… du forcerer og tilpasser dig disse forandringer og finder glæden inde i dig selv igen…

Og lige pludselig sker der nogle ting, som påvirker din psyke… Og du kan mærke at du bliver svag indeni og du betror din bedste ven dine tanker og søger trøst…

Og så sker det…

Din ven/inde hiver sin lommepsykologi frem og kommer med en masse teorier om dig, hiver en masse af dine mindre gode sider frem, tolker / overfortolker og river dig nogle af de mest sårbare ting i hovedet - ting som du har betroet i et tillidsfuldt øjeblik, bliver nu brugt imod dig… Og inden du ser dig om har du fået din stillet din egen diagnose…

Og i stedet for at få trøst ved du nu… at du er… alt for sårbar… besiddende… krævende… egoistisk… dominerende… fylder for meget… belastende… osv. osv.

Og så er det jeg tænker… Hvordan pokker blev *folk* så kloge…? Og hvad skete der lige med den gode gammeldags trøst, som ikke krævede at man fik en hjemmekonsultation…? Og er der overhovedet plads til, at man bliver såret over andres opførsel eller hvad der nu sker i ens liv og tager det til sig…? Skal man være glad hele tiden og hvorfor…?

De stillede diagnoser er tænkte og er således ikke et utryk for hvad MIN diagnose er, alle der kender mig ved alligevel godt at jeg er totalt *Gak-Gak* og at det er for sent at gøre noget ved det

” De fleste bjerge kan krydses, hvis man vil”.

… sagde hun og vendte sig om og kiggede ham direkte i øjnene. Han slog blikket ned, han vidste jo godt at hun havde ret.

Efter nogle sekunder, hvor han havde stået og rodet med sin fod i gruset, tvang han sit blik tilbage til hendes… Sådan stod de længe og kiggede på hinanden og mærkede begge, hvordan afstanden mellem dem forsvandt.

Nu hvor hun stod overfor ham igen og han kunne kigge i hendes grønne øjne og se hendes smil, kom det hele tilbage til ham. Hun fik ham til at tænke på timelange samtaler om alt og intet, intensitet, manglende nattesøvn, bekræftende og enige ord, varmen i hendes stemme, varmen i hans mave og frem for alt håbet og alle de drømme, som hun havde vækket i ham.

Han huskede hvor nervøs han havde været, da han skulle møde hende første gang og hvor meget han havde glædet sig til, at stå overfor hende i kød og blod. At kunne række ud og røre ved hende, se hende smile og høre hendes bløde stemme, der indimellem fik ord til, at lyde som kærtegn. Han havde næsten ikke kunne vente. Havde talt dage, timer, sekunder… 

I hendes ord og hendes stemme havde han fundet den varme og glød, som han havde ledt efter og egentlig havde opgivet håbet om, at finde. For første gang i lang tid havde han følt, at en kvinde kunne give ham det han ledte efter, intet mindre end følelsen af hele verden på et sølvfad og han havde lyst til, at give hende sit hjerte og sit liv, til gengæld.

Da han stod overfor hende første gang, havde han stadig været nervøs – bange for en afvisning, ikke kun hendes men også hans egen. Deres første døgn sammen, føltes ikke så intenst som han havde ventet, men han opdagede at han følte sig godt tilpas sammen med hende, han kunne godt lide at hun var tæt på.  Og da hun kørte hjem, virkede hans hus pludselig tomt og forladt. Han havde lyst til at løbe ud på gaden og råbe efter hende, at hun da ikke bare kunne efterlade ham der. Ikke på den måde. Han havde jo ventet sig så meget af deres første samvær.

Han vidste, at han gerne ville hende. Eller måske ville han i virkeligheden bare de samme ting som hende? Det gjorde ham usikker og skræmte ham på en måde som han ikke kunne sætte ord på. ”Hun ved det godt” tænkte han, for noget af det fantastiske ved hende var jo netop, at hun var så god til at sætte ord på det som han tænkte. 

Og nu stod hun der igen.

Intensiteten udeblev stadig og alligevel var hun så velkendt, som havde hun altid været der. Mens hun stod der overfor ham, forestillede han sig hvordan det ville være hvis han slap hende fri og overgav hende til en anden skæbne end en med ham. Det vidste han bare, at han ikke kunne.

Ikke endnu.

Han kunne ikke sige farvel. Hvis han sagde farvel, så tog hun jo alle hans drømme og håb og også noget af kærligheden med sig. Hvordan skulle han nogensinde blive den samme som før? For ikke at tale om at blive et helt menneske. Han kunne mærke det usynlige bånd mellem dem. Mærke hvordan følelser og fornuft rev i ham.

Han havde lyst til at skrige. Skrige om hjælp. Han var ligeglad med hvor den kom fra. Han havde bare brug for, at der var nogen der ville fortælle ham, hvordan fremtiden ville forme sig, hvis han valgte 1 af 2 og hvad hvis han valgte det forkerte. Var hun og den evige kærlighed så tabt for evigt? Ville han så aldrig få kærlighed i sit liv igen?

Og hvad med hende? Der var så meget fint i hende, så meget som han gerne ville have i sit liv for altid. Men kunne han byde hende det?  Han så på hende, mens hun satte sig ind i sin bil. Hun havde lige taget endelig afsked med ham. ”Jeg kan godt forstå din beslutning”, hørte han sig selv sige med grødet stemme og kunne mærke, at det var sandheden. Han stak hænderne i lommerne, følte sig ret fortabt som han stod der midt i et landskab, som var velkendt men i dette sekund føltes fremmed for ham.

Hun bakkede ud af indkørslen, rullede vinduet ned, smilede varmt til ham og sagde ”Bare rolig, kærligheden skal nok finde dig”, hun sendte ham et fingerkys og kørte langsomt hen ad vejen. Han så hendes baglygter fortone sig…  ”Ja, men jeg har ikke lyst til at du skal forlade mig” tænkte han, mens følelsen af ensomhed bredte sig i hans krop.

© Suzanne