Et liv i forandring…

Jeg er flyttet og har endelig fået det lille rækkehus med have, som jeg længe har drømt om.

Jeg er også blevet single - Elektrikeren fandt ud af, at han ikke var forelsket i mig længere… Og indrømmet, nu hvor jeg har vænnet mig til ‘tanken’, så nyder jeg at være det - ikke fordi jeg ikke hele tiden har kunnet gøre som det passede mig, men af forskellige grunde, er visse forhold svære at være i og dette var én af dem. Det lærer man så også af.

Jeg har også fået nyt job, et midlertidigt et af slagsen (og det er der faktisk en mening med) Lønnen er langt fra fantastisk, men den kan holde sønnike og mig i live og give os tag over hovedet… Jobindholdet er heller ikke fantastisk - dvs. der er ikke den store udfordring i det. Men forhåbentlig giver det mig den ‘luft’ der skal til, for at realisere mine planer for det kommende år.

Jeg er TRÆT af at være lønslave… Træt af dårlige chefer, egoistiske og sladrende kolleger, mangel på udfordringer, træt af at skulle sidde i toget hver dag og aldrig vide, om DSB kører til tiden. Jeg har lyst til at arbejde mindre timer om ugen, være noget mere sammen med min hund, få afbetalt mere på min gæld og ikke mindst, så kunne jeg godt tænke mig at have det sådan, at jeg når lønnen kommer ind på kontoen, ikke skal vende og dreje hver en krone for at finde ud af, om jeg nu også har råd til ‘den og den ting’.

Jeg behøver ikke at blive rig, hvis jeg bare kan få den frihed jeg ønsker mig… de rette udfordringer… og ikke mindst slippe for kreditorer…

Så jeg tænker, undersøger, læser - bruger en masse indvendig tid… Det betyder ikke, at livet udenfor ikke er velkomment, for det er det og det bruger jeg også tid på. Men iværksætterråd og alt hvad dertil hører er pt. i høj kurs… Jeg har et par ideer til ting jeg gerne vil importere og kunne sælge i en webshop, men forinden er der en masse man skal vide, særligt hvis man vil importere fra lande udenfor EU og der kommer enkelte af de ønskede varer fra.

Venter i øjeblikket i spænding på en ny bog, som skulle hjælpe en til kun at arbejde 4 timer pr. dag og få det samme ud af det *kan det virkelig lade sig gøre*?

Respekt? og manglende troskab!

Jeg forstår simpelthen ikke hvad der er blevet af den gensidige respekt imellem mennesker, der lever i et parforhold. Jeg synes, at jeg alt for til hører om utro kærester (primært mænd) - statistikken viser da også at mænd er oftere utro end kvinder. Elektrikeren sagde “Jamen de må jo være utro med nogen” og det er de da også, men… det er jo ikke sikkert, at de kvinder de er utro med, er i et forhold - vel…?

Utroskab er mange ting i mine øjne, det kan være at man opretter en profil på en dating/sexside bag sin partners ryg - måske har man ikke tænkt sig, at gøre noget rent fysisk, men det er stadig utroskab for mig, at man bare går ind og kigger og evt. skriver med andre. Hvorfor ikke bare afslutte forholdet, hvis det er dér man er eller… arbejde på de problemer der måtte være, i stedet for at føje flere til?

I virkeligheden er det nok noget af det jeg har sværest ved at forholde mig til… at man ikke taler om tingene, løser problemerne, indgår kompromiser eller forlader hinanden. I min periode på datingsider på nettet, mødte jeg et utal af mænd der var utro og jeg forsøgte faktisk flere gange, at spørge dem om, hvorfor de ikke bare forlod deres partner og om de havde tænkt sig, at de skulle leve på den måde resten af deres liv.

‘Pudsigt’ nok blev de fleste af de adspurgte vrede og sagde, at det skulle jeg ikke blande mig i og nej, det skal jeg da heller ikke, men man kan jo godt være nysgerrig.

Utroskab er for mig også at lyve overfor sin partner, uanset hvad man lyver om… Man lyver bare ikke i et forhold, har man grund til det, så er der noget galt!

Når jeg har talt med veninderne om ovenstående, har det vist sig at de fleste har været udsat for en partner der var utro - som regel er partneren gået hele vejen og har dyrket sex med én eller flere andre kvinder. Og da mine veninder er meget forskellige, så kan de da for pokker ikke være fordi de alle er ulidelige i forholdet? De fleste af dem har også klaget over, at de føler at partneren ikke kan vise dem kærlighed/følelser - de fleste brud er ifølge veninderne forårsaget af, at kvinderne føler at der mangler noget - de føler sig ikke set/hørt/følt… Måske er det et generelt problem? Jeg har ihvertfald selv oplevet det præcis samme… at afslutte et forhold fordi jeg ganske enkelt følte, at jeg ikke fik den kærlighed og opmærksomhed som jeg har fortjent.

Jeg siger ikke at kvinderne er perfekte, men der er - i min verden - dælme langt fra, at have problemer i forholdet og så til at være utro og det er dælme vattet af de mænd, der ikke formår at tage problemerne op men istedet søger andre græsgange bag deres partners ryg…

Jobsøgning og almindelig høflighed…

Pt. skriver jeg jobansøgninger og jeg må sige, at jeg til stadighed forundres over den måde, som flere virksomheder agerer i dén forbindelse. Jeg har en formodning om, at de fleste gerne vil tage sig professionelt og positivt ud overfor en ansøger, som viser interesse for en virksomhed. Desværre lader det til at flere virksomheder mener, at de kan handle som det passer dem i dén forbindelse, måske er det fordi det er ‘arbejdsgivers marked’, ihvertfald er det langt fra alle der reagerer professionelt i processen.

Mine ansøgninger er altid personlige, jeg tager mig dels tid til at læse opslaget ordentligt igennem og er der en hjemmeside, så bruger jeg den til at læse mere om - dels virksomheden, og også afdelingen, hvis muligheden er der. Jeg kan lide at være godt forberedt, både når jeg skriver ansøgningen, men også når jeg tager til samtale.

De værste er de der ikke engang gider gøre sig den ulejlighed, at takke for ansøgningen. Jeg sender mine pr. mail og hvor svært kan det lige være, at trykke på ‘besvar’ og skrive “Tak for din ansøgning, vi vender tilbage til dig”? 

De næste er dem der har haft én til samtale og venter længe med at vende tilbage. Og når de så endelig gør det, så får man et standardsvar som ligner dem de sender ud til dem der ikke har været til samtale (!) Nå men, selv tak fordi jeg viste interesse for jer, det mindste I kunne gøre var da, at takke for samtalen - jeg brugte jo både tid og penge på jer! I et enkelt tilfælde skrev jeg faktisk en mail til lederen af afdelingen en uge efter samtalen og spurgte om de havde besluttet sig og hvis ikke, hvornår jeg så kunne forvente at høre fra dem. Den mail blev bare ignoreret og 1½ uge efter fik jeg så deres standardafslag.

Sådan en virksomhed har jeg faktisk slet ikke lyst til, at være en del af.

Og så er der dem der ikke gør sig den ulejlighed at skrive at ansøgningen er modtaget, så man må ringe og de selvsamme der heller ikke gider at fortælle, at stillingen er besat til anden side.

Man kan, når man søger nyt job, godt nå dertil, hvor man føler at man gør et enormt dårligt indtryk til samtalen. Og indrømmet, der har jeg da også været - indtil jeg blev ringet op og fik et mundtligt afslag efter en samtale. Jeg blev rost for min måde at være på, fik at vide at jeg var meget professionel og gjorde et rigtig godt indtryk og fik at vide, at den eneste grund til afslaget var, at de ikke ville oversælge stillingen og at de var bange for, at jeg ville komme til at kede mig. Og det var endda chefen der tog sig tiden til at ringe!

Det er muligt, at det er ‘arbejdsgivers marked’, men derfor behøver man jo ikke at få en ansøger til at føle sig ligegyldig. Selvom vi ikke bliver valgt til en stilling, så er almindelig høflighed efter min bedste overbevisning det mindste man kan vise. Det er jo også os der bagefter via mund til mund metoden kan fortælle, at på den der arbejdsplads er de bare ikke er professionelle nok!

Der er en del der bør stramme op, eller jeg skal måske sige - hold da op, de trænger godt nok til en god sekretær!

Kayza vokser…

Og det går stærkt… Da vi hentede hende for 5 uger siden, vejede hun 10,7 kg. Igår hos dyrlægen vejede hun 15,4 kg. Det ses… Både på hendes udtryk, men bestemt også på opførslen.

Selvom hun stadig er en bølle, så er hun efterhånden holdt op med at tygge i os, så det gør ondt. Hun forstår et ‘nej’ - for det meste… Det hænder at vi oplever, at hun bevidst ignorerer det - den alder hun har nu er typisk for en periode, hvor hvalpen ’stjæler’ og man kan se på hende, at hun godt ved at hun laver ballade, når hun løber afsted med en sutsko, en af puderne fra spisestuestolene eller… enden af toiletpapiret

Hun gør nogle sjove ting… noget af det vi for tiden griner mest af er, når jeg har været i bad og tager min ‘Dior - Eau Svelte’ på. Det kan jo ikke undgås at noget af det falder ned på gulvet og når Kayza opdager det, så skal alle hendes duftkirtler vendes og drejes rundt i det - dvs. hun ruller rundt på gulvet, indtil hun føler at hun er smurt godt ind Hundekurven fra stuen bliver ikke brugt til at sove i - når man har mors og fars seng, hvorfor så sove i kurv Til gengæld kan man placere alt hendes legetøj i den og i et uopmærksomt øjeblik, tager hun fat i kurven og spæner gennem stuen med den - utroligt at den lille hund kan slæbe så meget.

Vi har talt lidt om, at fange disse øjeblikke på video inden den er for sent - der er et par ting jeg ikke fik gemt med Princess, ting som jeg vil savne og som jeg gerne vil genopleve senere, når den værste sorg er fortaget og jeg ikke længere græder over minderne.

De bliver så hurtigt store og holder op med, at gøre de der sjove ting når vi får dem afrettet og gjort som vi gerne vil have dem… Det er vist både godt og skidt. Jeg glæder mig til hvalpeperioden er ovre og til at se, hvilken slags hund Kayza bliver som stor. Allerede nu er der nogle ting, som ihvertfald ikke minder om Princess - Kayza er nemlig noget mere reserveret og vil f.eks kun kæles, når det passer hende.

Åhhh nej, det er mandag…

Egentlig er det lidt synd for mandagen, at den får sådan et dårligt ‘ry’, men jeg kan så også afsløre at det kunne være en hvilken dag, der startede ugen - jeg har det bare svært med ugens første dag.

Ikke fordi jeg som sådan har et problem med, at jeg skal op og på arbejde - men jeg er så sløv om morgenen og mandagen er bare værre end de øvrige dage. Det er som om jeg har svært ved at komme i gear og kan finde en masse overspringshandlinger inden jeg skal afsted.

I dag var ingen undtagelse - dels sov jeg til kl. 7, fordi hvalpen kom ind og puttede efter at Elektrikeren havde luftet hende og var taget på job - det er nu hyggeligt at ligge og putte med sådan en lille varm og tillidsfuld hund, som bare viser mave og nyder at være tæt. Men jeg kan altså også finde på mange ting jeg skal nå, inden jeg skal afsted - alene den lange morgentur med Kayza er en fornøjelse, som er sjovere end turen til jobbet.

Egentlig er Kayza stadig lidt reserveret og mænd bryder hun sig ikke specielt om, måske er det fordi de nogen gange virker lidt truende på hende - jeg aner det ikke, men det er så altså også kun nogle mænd. Når vi er på boldbanen om aftenen og der er mænd der har deres hunde med, så har hun ikke et problem.

Jeg har stadig mistanke om at der er schæfer i hende. Hendes ene øre er nu begyndt at rejse sig mistænkeligt og havde jeg nogensinde haft en drøm om, at skulle på udstilling etc. med hende, så er den nu ‘død’ - for en labrador må ikke have rejste ører… Det er heldigt for Kayza at vi har valgt hende fordi hun er en hund og vi faldt for hendes lidt gakkede sind.

Hun vejer nu over 14 kg. Elektrikeren er stadig lidt nervøs for at hun får for lidt mad, hun er lang og meget slank - men da jeg ikke kan lide tykke hunde, så passer det mig fint at hun er slank og ifølge posen med mad, så får hun altså det hun skal have, udover de godbidder vi stikker hende i løbet af dagen, så jeg tror ikke at hun mangler noget

Jeg må le…

Altså… udover at jeg bare ikke er flink til at blogge… så er jeg heller ikke særlig heldig med de designs jeg vælger… Jeg har i lidt over et døgn haft et design på, som jeg på et tidspunkt brugte en del tid på…

Og bevares, det er da også meget pænt, men… der er bare lige den hage ved det at det ikke har nogen ‘hjem’ knap og så er der nogle ting, der ikke er oversat.  Jeg satte mig så for, at det kunne jeg da lige fikse… Men nej! For nu er det så længe siden, at jeg har rodet med det tema, at jeg ikke kan huske hvor pokker man ændrer de enkelte ting henne *doh* - så kan jeg lære det kan jeg!

Men det er jo faktisk også sådan, at jeg har købt et Theme og det har jeg faktisk også brugt en del tid på, at ændre i.  Men så er jeg lidt krakiler - for når jeg vil have drop-down menuer og det ikke vil som jeg vil, så giver jeg op og ender med at lægge det på hylden. Så meget for flere ugers arbejde med, at lede efter koder osv. på nettet og oversætte ikke mindst :o|

Og når jeg så kommer hjem, så er jeg for tiden så smadret at jeg ikke orker ret meget andet, end at være hundemor til hvalpe Kayza og bagefter ender jeg i sengen med min bog eller som i går - et forsøg på at se et nyt afsnit af CSI New York. Den var sikkert god, men kl. 21.30 midt i reklamerne, der sov jeg. De kan sgi da også bare lade være med at vise reklamer - man fristes jo til at lukke sine trætte øjne i mens!

I dag fylder min mor 60 år og i morgen skal hun fejres med brunch - jeg vil ikke nævne noget om hvad vi søstre har planlagt, bare skrive - at helt i børnenes ånd, så gør de sjældent som deres forældre vil have

Tillykke mor, jeg elsker dig <3 <3 <3

Sammenbragte familier…

Man hører oftest alle de dårlige historier om sammenbragte familier, sammenbragte børn og alle de problemer der er mellem den ene og den anden.

Sådan har Elektrikeren og jeg det - heldigvis - ikke… Jeg har Sønnike på snart 18, han har en datter på 22 - Frisøren, en datter på knapt 18, Grafikeren og en søn på 12, Splinten Og både Elektrikeren og jeg føler os utroligt heldige, for vores to knægte enes - på trods af aldersforskellen, helt fantastisk. De sover på den stores værelse, spiller computer sammen, tager til rollespil sammen osv. osv. Faktisk kan de ikke engang gå med hunden, uden at de skal gøre det sammen :o)

Det gør mig usigeligt glad, at de har det sådan, vi er sparet for meget… Og når alle fire unger er hjemme, er der en god stemning og masser af snak om alt muligt.  Og så er der så også det gode ved det, at min søn er vild med Elektrikeren - der er ikke de store konflikter mellem dem og Sønnike har flere gange sagt, at han bare er SÅ glad for at vi er flyttet sammen :o) Det pudsige er, at folk faktisk tror at de er søskende, hvilket ikke er så mærkeligt når man ser det billede herunder, hvor de ligger og putter med Kayza.

Det er også mit indtryk, at mine lånebørn er glad for mig… deres stedmonster ;o)

Kærlighed…

Deborahs har tagget mig og selvom det vel i virkeligheden er en dag for sent, tager jeg nu alligevel udfordringen op - kærlighed er jo lige vigtig hver dag

Jeg har ikke altid været lige heldig med de mænd jeg har forelsket mig i eller også var jeg heldig, men turde ikke rigtig følge mit hjerte - ihvertfald havde jeg en bedsteven, der en dag sagde til mig ‘nå, men hvor længe holder det så…? altså før du stikker af igen’? Det satte afgjort nogle tanker i gang dengang!

Her nogle af de vigtige;

Min første ‘kærlighed’ hed Flemming, jeg var 7 år gammel. Han var 13 og den dag i dag fatter jeg ikke, at han kunne holde mig ud, jeg må have været en stor gang klister. Jeg var simpelthen så vild med ham, at jeg konstant holdt øje med ham og hele tiden skulle være i nærheden af, hvor han boede. Han gav mig også mit første kys, et rigtig tante et af slagsen

Min første rigtige kæreste hed Flemming, jeg var 14 år og håbløst forelsket i min ‘flaskedreng’ - men jeg flyttede på et tidspunkt fra København og så gled det ud i sandet. Vi holdt dog kontakten i flere år via brev og det er da sket en del gange i mit voksenliv, at jeg er rendt ind i ham.

Via et job som garderobedame på et diskotek mødte jeg Kjeld - vi blev forlovet efter 3 måneder og flyttede sammen. I dag kan jeg ikke rigtig huske hvad det var der gjorde, at vi gik fra hinanden - men det gjorde vi.

Så mødte jeg Kent… en musiker som jeg også var meget forelsket i - vi boede sammen i et år, men det var så tydeligt at det bare ikke skulle være os, vi var ganske enkelt ikke enige om ret meget.

Så mødte jeg sønnikes far - det tog ham meget lang tid at få mig til at falde for ham og da det var sket, tjah… så fandt han mig vist ikke så interessant alligevel. Ihvertfald havde vi et af - og på forhold igennem noget tid og det var så ved en af de lejligheder jeg blev gravid. Jeg tror at jeg vidste helt fra starten at han ikke ville det… men ellers blev jeg ihvertfald ret hurtigt klar over det og da jeg så fik at vide af min læge, at jeg sikkert ikke ville kunne få flere børn, hvis jeg fik en abort - tjah så var valget klart.

Da sønnike var 8 år mødte jeg min eksmand -  da vi havde kendt hinanden en måned og 9 dage friede han til mig og præcis et år efter frieriet blev vi gift. Vi købte hus og fik Princess og jeg var stormende forelsket… Af mange forskellige grunde holdt vores forhold ikke og jeg bad om skilsmisse efter knapt 5 år sammen med ham, det er nok noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort og bagefter græd jeg i meget lang tid over, at have mistet. I dag tænker jeg at det var en klog beslutning, vi er begge dejlige mennesker som indeholder en masse gode ting, vi var bare ikke gode for hinanden. Jeg ved at min eks. mand har haft det svært med kærlighed efter vores brud, han mødte desværre en kvinde som ikke var god for ham og det var et seriøst tilfælde af kærlighed gør blind. Jeg håber, af hele mit hjerte - at han en dag møder den kvinde som gør at han føler sig lykkelig og glæder sig til at komme hjem.

Nogle år efter min skilsmisse mødte jeg Elektrikeren, som også hedder Flemming - aner I et navn der går igen? og ham bor jeg sammen med i dag. Min søn er vild med ham, min familie er vild med ham og jeg er vild med ham. Og nu har vi så også fået ‘barn’ - jeg har svært ved at forestille mig et liv uden min Elektriker, det eneste der lidt er en hage ved ham er, at han ikke vil giftes og det vil jeg!

Hvorfor? spurgte han mig en dag… Og jeg svarede at det for mig er den største kærlighedserklæring at få… at den mand jeg elsker kigger på mig og tænker ‘hende tror jeg godt jeg kan holde ud resten af mit liv’ og at han via ægteskabet deler det med hele verden. Ringen er et uendelighedssymbol og for mig et smukt symbol på at man hører sammen. Jeg er ligeglad med et kæmpebryllup, dels har jeg prøvet det og dels har det ikke så meget med handlingen og kærligheden at gøre. Kærlighed er det man føler når man hver eneste dag glæder sig til at komme hjem til sin partner, og når man kan savne ham/hende selvom man så hinanden i morges. Det er præcis sådan jeg har det med Elektrikeren, men vi fejrer altså ikke Valentines dag så jeg har altså ikke reddet mig en lækker fedende chokolade, en buket blomster eller andet - til gengæld har han i dag kørt adskillige kilometer for, at hente nuggets til mig og der var sørme en sunday is med som dessert

Jeg vælger at lade være med at tagge andre (måske kan jeg genoptage til næste år) - Valentines er jo overstået for denne gang.

Lad mig præsentere - Kayza :)

- det seneste familiemedlem…

Kayza er født den 1. december og er en blanding mellem en sort Labrador og en Schæfer. Egentlig stod der i annoncen at det var en Labrador, meeeen hverken vi eller dyrlægen er blinde og da sælger havde Schæfere og hendes søn en Labrador, har vi en mistanke om at der er sket en lille sniger.

Jeg har ellers aldrig været særligt begejstret for Schæfere, jeg synes at de piver vildt meget og at de godt kan være aggresive. Måske har jeg bare været uheldig, men… det er langt fra min favoritrace og jeg er jo ellers seriøs hundeelsker

Kayza og jeg starter til hvalpetræning den 20.2 og jeg glæder mig helt vildt… Hun kan allerede sitte og virker meget ivrig efter at aflevere, når vi leger med bold. Efter knapt en uge forstår hun ‘nej’ og ‘ikke bide’ og virker på alle mulige måder ivrig efter at gøre det vi gerne vil have. Hun kan være en kæmpebølle, men jeg synes også at jeg fornemmer et mildt og roligt sind og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til den dag hvor hun er stor og opdraget nok til, at hun ligger i benenden når jeg læser, for der er en meget tom plads ledig lige nu.

Hvis du har erfaring med denne blanding, så må du da gerne lægge et par ord om det :o)

Gaven fra hundeelskeren til hunden(e)

Jeg er simpelthen nødt til at reklamere for en sag her, som jeg synes er genial Og jeg har allerede besluttet at nogle af mine julegavepenge i år skal gå til nogle af de hunde i verden, som ikke har det lige så fantastisk som min egen Princess… Selvom man kun kan hjælpe få, har man jo alligevel gjort en forskel… Et klik på billedet vil føre dig videre til donationssiden Indtil videre er der indsamlet hundemad for 23.100 kr. - det kan vi være med til at gøre meget bedre… God jul - til menneskets bedste ven…