Hvis jeg havde en ordentlig cykel…

- så ville jeg cykle mig en rigtig lang tur… Jeg ville ikke cykle til Frankrig, for det ville tage for lang tid og så kunne jeg ikke nå at komme tilbage og deltage i beboermødet i aften kl. 19.00…

Men måske ville jeg cykle til Tyskland og se på nogle tyskere og købe noge toldfrie sodavand og noget chokolade,  jeg tror godt at der kan være en del pakker chokolade i min cykelkurv.

Gad vidst om man skal betale ekstra for at have sin cykelkurv med på båden?

Bagefter ville jeg cykle rundt og kigge på nogle tyskere - de ville garanteret spise pølser og drikke øl og lytte til Schlagermusik.

Tyskere kan godt minde lidt om danskere, de bor derhjemme og de sover i deres senge om natten. Eller ihvertfald tror jeg at de gør. Måske er der nogen der sover i et telt eller i en båd eller noget andet, men man ved det ikke.

På vejen tilbage ville jeg måske cykle forbi Langelinie og se den lille havfrue og spise en stor is. Ikke fordi jeg finder havfruen særligt spændende, faktisk ville jeg nok blive ret skuffet, hvis jeg var turist og kom forbi hende og jeg ville ihvertfald slet ikke tage et billede - men okay,  jeg er jo heller ikke japaner.

Gad vidst om der er kaffe til beboermødet i aften?

Springet!

Hun stod på kanten af afsatsen, hendes tæer havde krummet sig rundt om kanten som om de forsøgte at holde hende fast. Hun kiggede forsigtigt ned, mærkede suset i maven ” der var virkelig langt ned ”.

Hun tog en dyb indånding, kiggede rundt på byens tage, prøvede at huske hvornår hun sidst havde været i Marmorkirken og hvornår hun sidst havde stået på Rådhuspladsen kl. 12.00 og hørt rådhusklokkerne slå.

Hun lukkede øjnene, tænkte på sin mor og far der elskede hende så utrolig højt. Tænkte på alle de mennesker der havde påvirket hendes liv på en positiv måde, det negative havde hun ikke lyst til at tænke på lige nu.

Hun mærkede vinden i håret, hun elskede sommer.

Hun kunne slet ikke huske, hvordan hun var endt heroppe eller hvad meningen var med det, men hun var godt klar over at hun på et eller andet tidspunkt var nødt til at tage springet. Når først man var nået hertil, var der ingen vej tilbage.

Hun prøvede at tænke tilbage på sine egne argumenter, men kunne ikke huske dem – i virkeligheden var hun måske nok lidt i chok over, at hun var nået så langt som til selve afsatsen. Hun havde aldrig troet, at hun ville kunne finde på den slags. Det krævede et enormt mod. Et mod, som hun slet ikke var klar over at hun besad.

Hun kiggede ned en gang mere, fugtede læberne med tungen, der var én nede på vejen der vinkede og råbte et eller andet, som hun – naturligvis – ikke kunne høre.

Hun lukkede øjnede og formede læberne til et ” jeg er klar ”

Og sprang…

Hun mærkede at hun fortrød…

Og vidste i det øjeblik, at Bungee Jump aldrig nogensinde ville blive hendes hobby…

Tid er en afgørende faktor

Først gav jeg dig min tid

Så gav jeg dig min kærlighed

Du fik også min krop, min sjæl og mit sind

Men lige meget hvor meget jeg gav, så var det aldrig helt nok

Du ville have mere

Så jeg øgede indsatsen med mine ord, mit syn og min hørelse

Du var stadig ikke tilfreds

Derfor fik du mine tanker, min vilje og min selvrespekt

Det eneste jeg har tilbage er dig

Og nu vil du også tage det fra mig???

” De fleste bjerge kan krydses, hvis man vil”.

… sagde hun og vendte sig om og kiggede ham direkte i øjnene. Han slog blikket ned, han vidste jo godt at hun havde ret.

Efter nogle sekunder, hvor han havde stået og rodet med sin fod i gruset, tvang han sit blik tilbage til hendes… Sådan stod de længe og kiggede på hinanden og mærkede begge, hvordan afstanden mellem dem forsvandt.

Nu hvor hun stod overfor ham igen og han kunne kigge i hendes grønne øjne og se hendes smil, kom det hele tilbage til ham. Hun fik ham til at tænke på timelange samtaler om alt og intet, intensitet, manglende nattesøvn, bekræftende og enige ord, varmen i hendes stemme, varmen i hans mave og frem for alt håbet og alle de drømme, som hun havde vækket i ham.

Han huskede hvor nervøs han havde været, da han skulle møde hende første gang og hvor meget han havde glædet sig til, at stå overfor hende i kød og blod. At kunne række ud og røre ved hende, se hende smile og høre hendes bløde stemme, der indimellem fik ord til, at lyde som kærtegn. Han havde næsten ikke kunne vente. Havde talt dage, timer, sekunder… 

I hendes ord og hendes stemme havde han fundet den varme og glød, som han havde ledt efter og egentlig havde opgivet håbet om, at finde. For første gang i lang tid havde han følt, at en kvinde kunne give ham det han ledte efter, intet mindre end følelsen af hele verden på et sølvfad og han havde lyst til, at give hende sit hjerte og sit liv, til gengæld.

Da han stod overfor hende første gang, havde han stadig været nervøs – bange for en afvisning, ikke kun hendes men også hans egen. Deres første døgn sammen, føltes ikke så intenst som han havde ventet, men han opdagede at han følte sig godt tilpas sammen med hende, han kunne godt lide at hun var tæt på.  Og da hun kørte hjem, virkede hans hus pludselig tomt og forladt. Han havde lyst til at løbe ud på gaden og råbe efter hende, at hun da ikke bare kunne efterlade ham der. Ikke på den måde. Han havde jo ventet sig så meget af deres første samvær.

Han vidste, at han gerne ville hende. Eller måske ville han i virkeligheden bare de samme ting som hende? Det gjorde ham usikker og skræmte ham på en måde som han ikke kunne sætte ord på. ”Hun ved det godt” tænkte han, for noget af det fantastiske ved hende var jo netop, at hun var så god til at sætte ord på det som han tænkte. 

Og nu stod hun der igen.

Intensiteten udeblev stadig og alligevel var hun så velkendt, som havde hun altid været der. Mens hun stod der overfor ham, forestillede han sig hvordan det ville være hvis han slap hende fri og overgav hende til en anden skæbne end en med ham. Det vidste han bare, at han ikke kunne.

Ikke endnu.

Han kunne ikke sige farvel. Hvis han sagde farvel, så tog hun jo alle hans drømme og håb og også noget af kærligheden med sig. Hvordan skulle han nogensinde blive den samme som før? For ikke at tale om at blive et helt menneske. Han kunne mærke det usynlige bånd mellem dem. Mærke hvordan følelser og fornuft rev i ham.

Han havde lyst til at skrige. Skrige om hjælp. Han var ligeglad med hvor den kom fra. Han havde bare brug for, at der var nogen der ville fortælle ham, hvordan fremtiden ville forme sig, hvis han valgte 1 af 2 og hvad hvis han valgte det forkerte. Var hun og den evige kærlighed så tabt for evigt? Ville han så aldrig få kærlighed i sit liv igen?

Og hvad med hende? Der var så meget fint i hende, så meget som han gerne ville have i sit liv for altid. Men kunne han byde hende det?  Han så på hende, mens hun satte sig ind i sin bil. Hun havde lige taget endelig afsked med ham. ”Jeg kan godt forstå din beslutning”, hørte han sig selv sige med grødet stemme og kunne mærke, at det var sandheden. Han stak hænderne i lommerne, følte sig ret fortabt som han stod der midt i et landskab, som var velkendt men i dette sekund føltes fremmed for ham.

Hun bakkede ud af indkørslen, rullede vinduet ned, smilede varmt til ham og sagde ”Bare rolig, kærligheden skal nok finde dig”, hun sendte ham et fingerkys og kørte langsomt hen ad vejen. Han så hendes baglygter fortone sig…  ”Ja, men jeg har ikke lyst til at du skal forlade mig” tænkte han, mens følelsen af ensomhed bredte sig i hans krop.

© Suzanne