Bedsteveninde…!…?

Jeg har tænkt en del over begrebet ‘bedsteveninde’ den sidste tid.

For hvad er det egentlig ordet dækker over?

Umiddelbart har jeg jo kun mine egne erfaringer - og for mig har en bedsteveninde primært været sådan én man så flere gange om ugen, jævnligt gik i byen med eller brokkede sig over kæresten over til (hvis man havde sådan én) eller talte med om de dates man nu gik på. Ikke sådan at forstå, at man ikke kunne tale om andre ting, men det kan faktisk koges ned til at være de primære emner.

Fælles for de ‘bedsteveninder’ jeg har haft, har været at det ikke holdt så pokkers længe - (max. nogle år) og jeg har faktisk tænkt en del over hvorfor. Jeg har nemlig ikke været for heldig med dem… de der bedsteveninder… Umiddelbart er det 5 specifikke jeg tænker på og når jeg tænker tilbage på episoderne, så er jeg stadig ikke helt med på hvad der gik galt.

Jeg havde f.eks. en veninde som mange gange sagde, at hun ikke kunne forestille sig at der kom et tidspunkt hvor vi ikke sås eller at vi nogensinde kunne blive uvenner. Varmt venskab med kontakt flere gange om ugen i 2 år - og pludselig en dag meddelte hun mig, at hun ikke fik så meget tid nu fordi hun var startet på en uddannelse. Jeg forsøgte at ringe nogle gange og sende sms og mail, men hørte aldrig noget retur og til sidst opgav jeg.

En anden veninde blev præsenteret for en fyr jeg så og som jeg på det tidspunkt var noget forelsket i. Det var meget tydeligt, at der var enorm kemi mellem dem og da jeg efter mødet konfronterede henholdsvis den ene og den anden med min oplevelse, fik jeg at vide at jeg var paranoid, at det ikke havde noget på sig osv. osv.  Faktisk gik hun så langt som til at svine mig til både i telefonen og på mail. Sjovt nok havde de 14 dage efter en parprofil på nettet!!!

En tredje veninde som jeg gik meget i byen med og havde kontakt med stort set hver dag, fik en kæreste… Og med den kæreste, så røg jeg ud med badevandet… Med ordene, ‘jeg har faktisk ikke det store behov for veninder’… Okay så… men så er det da mærkeligt at du det seneste år har ringet til mig stort set hver dag, hvis jeg ikke lige ringede til dig.

En fjerde… Kunne simpelthen kun se tingene fra sin egen side - hun endte med at give mig ondt i maven med sin evindelige trang til diskuteren og ‘jeg vil have ret’. Hun maste sig ind over én, så man nærmest følte sig spist og der var stort set ingen respekt, hvis man mente noget andet end hende. Christ hvor gjorde hun mig træt i hovedet!

Den femte og sidste… Jeg er faktisk ikke helt klar over hvad der skete med hende, men en ting er jeg sikker på og det er, at hun var misundelig fordi jeg havde en kæreste! Hun havde andre veninder end mig, også nogen hun så oftere - så ofte, at man skulle mene at hun ikke decideret havde brug for at høre fra mig hver dag. Uanset hvad jeg gjorde i forhold til kontakt, så var det aldrig godt nok. Og istedet for at sige, hvis hun havde brug for at se mig, så blev hun børnefornærmet og undlod at fortælle mig noget som helst - før tingene var sket. F.eks om lægebesøg osv. og når jeg spurgte hende hvorfor hun ikke havde sagt noget, så fik jeg svaret, at jeg havde jo ikke tid til hende. Og sandheden er at jeg havde tid… Jeg blev bare træt af, at det hele tiden var mig der skulle tage initiativet til at ses, hvilket jeg sagde flere gange.

Og da hun til sidst bekendtgjorde at hun ikke følte, at jeg gav hende noget og at hun ikke ville se mig mere, kom det ikke som en overraskelse. Og jeg må erkende at det også var en enorm lettelse. Jeg tror ikke at der findes noget værre end at skulle leve op til andres forventninger, særligt når de er usagte og man bliver klandret for noget, man ikke engang vidste at man skulle…

Det skal lige siges at ovenstående er sket over en længere årrække OG at jeg har andre veninder, også nogen jeg har kendt i mange år Så det er altså ikke fordi jeg er helt mærkelig… Måske :p

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg da har tænkt en del over hvorfor så intense forhold pludselig glider ud i sandet og dør… Og på hvad min egen andel er… For naturligvis er jeg ikke uden ’skyld’ - man er jo to parter i alle forhold…

Men jeg er ikke i tvivl om, at noget af det jeg gør er… at jeg giver for meget… Og når jeg så selv får andre ting i mit liv der fylder, f.eks. da jeg mødte Flemming - så giver jeg ikke lige så meget eller på samme måde.

Men i min verden er det sådan det fungerer! Bedsteveninder glæder sig på ens vegne, giver plads - også til forelskelsen… Herregud den der helt intense forelskelse varer jo ikke en evighed - og hende bedsteveninden skal jo trække vejret indimellem. Det skal lige siges - at jeg ikke er typen der forsvinder fra jordens overflade når jeg får en kæreste, men… jeg gider ikke gå i byen hverken hver eller hveranden weekend (det gider jeg så heller ikke når jeg ikke har en kæreste ;)) Men det er jo klart at når man pludselig skal dele sin tid med søn, job, veninde og kæreste - tjah… så får veninden mindre tid!

Og jeg ville jo give hende den samme plads…

Men faktisk tror jeg at jeg er nået dertil, hvor veninder er dejlige - det skal bare ikke være noget jeg engagerer mig så meget i, at de ikke vil tillade mig, at lave andre ting hvis jeg pludselig skulle få lyst til det. Jeg orker ikke at have dårlig samvittighed over, at jeg dybest set gør det jeg har LYST til i mit liv - og jeg orker ihvertfald ikke at et andet menneske giver mig dårlig samvittighed, når jeg virkelig prøver efter bedste evne at dække usagte behov.

Et godt råd uanset hvad det handler om - sig for pokker hvad du vil have/har brug for/savner… Andre mennesker kan ikke gætte dine behov og der findes ikke krystalkugler!

Hvad med dig kære gæst - har du lignende oplevelser, eller har jeg bare været uheldig?

Mænds hensigter…

Der er uden tvivl rigtig mange ting ved mænd jeg ikke forstår (og det er da heller ikke alt jeg mener, at det er nødvendigt at forstå), men der er særligt én ting jeg ikke forstår…

Og det er (visse) mænds evne til, at bringe emnet ’sex’ op alt for tidligt i et bekendtskab.

Jeg har nu nogle gange oplevet, at mænd bringer emnet op - enten under den første telefonsamtale (!) eller efter den 1. eller 2. date, hvor vi endnu ikke er nået til kyssestadiet og medmindre man har specielle præferecer såsom S/M, urinsex eller andet i den stil og man har gjort sig klart, at man ikke kan leve uden dette, så mener jeg rent faktisk ikke at det er nødvendigt at bringe emnet op så tidligt, forudsat altså…

At han har reelle hensigter!

Med reelle hensigter mener jeg, at han gerne vil lære én bedre at kende med henblik på et forhold (på sigt forstås, der er jo ingen der kan vide hvordan den slags udvikler sig, når man endnu ikke kender hinanden særligt godt).

Når en mand stiller en kvinde et spørgsmål om sex på et tidspunkt, hvor hun rent mentalt slet ikke er nået til det ‘emne’, så vil hun uvægerligt stille spørgsmålstegn ved hans hensigter…

Jeg tror at sex er lige så vigtigt for kvinder som for mænd - når ‘historierne’ fortæller noget andet, så er det sandsynligvis nogle andre ting i forholdet der er problemet - for (de fleste) kvinder er følelsen af samhørighed og nærvær en utrolig vigtig faktor i forhold til deres lyst til sex. Hvis en kvindes grundlæggende behov for tryghed og kærlighed er dækket, så vil jeg vove den påstand, at hun kun sjældent vil sige nej til sex, med den mand hun elsker.

I de tilfælde hvor jeg er blevet spurgt til mine seksuelle præferencer, har jeg gjort det klart at jeg synes at det var for tidligt til det emne. I et enkelt tilfælde blev jeg faktisk temmeligt overrumplet, dels fordi vi kun havde været på én date, vi havde ikke engang kysset hinanden og jeg var faktisk ikke engang nået til det stadie, hvor jeg overvejede at kysse ham - jeg syntes ‘bare’ at han var sød og sjov og ville gerne lære ham bedre at kende.

Problemet i sådan en situation er… at jeg som kvinde ikke vil virke snerpet (primært fordi jeg ikke er det), men jeg kan så heller ikke se at mine seksuelle præferencer kommer en mand ved, når jeg knapt kender ham (medmindre man har specielle præferencer som tidl. nævnt) og vælger jeg at svare, så kommer jeg til at føle at jeg udleverer mig selv og at jeg egentlig overskrider mine egne grænser ved at fortælle noget, som jeg ikke er nået til endnu rent mentalt/følelsesmæssigt.

Uanset hvordan jeg gebærder mig når spørgsmålet er stillet, kommer jeg til at sætte mig selv i en akavet situation.

Og det er ikke fordi jeg ikke vil tale om sex og fordi jeg ikke finder det vigtigt, men der er en tid til hver en ting og sex er noget intimt, som jeg altså ikke deler med ‘gud og hver mand’. Iøvrigt så mener jeg så heller ikke at det er et emne til telefonsnak…

Der er visse ting der egner sig bedst til, at man sidder overfor hinanden!

Er kærlighed medieskabt? Eller… myten om det perfekte forhold

Der er rigtig meget gang i dating via nettet - ja  faktisk er denne mulighed nærmest eksploderet indenfor de sidste år. Efterhånden kan man date indenfor alle kategorier. Elitedating, Petdating, farmerdating, handicapdating og seniordating og er blot nogle af mulighederne, udover den ‘gammeldags’ type datingsite som er for alle.

Når internetdating er eksploderet, må man formode at antallet af singler er steget? Ingen efterspørgsel, intet marked. Skilsmissestatistikkerne har ihvertfald været stigende i en del år efterhånden og mon ikke dette hænger sammen på én eller anden måde?

Det får mig til at tænke på, hvorfor det er, at vi opgiver vores forhold så let? Har vi i virkeligheden nogle urealistiske forventninger til parforhold og det at dele livet og hverdagen med en anden? For det kan vel ikke kun være fordi vi er blevet mere selvstændige og kvinderne i dag kan klare sig selv og mændene dermed er ‘kørt ud på et sidespor’ og nærmest er kategoriseret som rene ’skaffedyr’?

Hvis jeg tænker på de steder, hvor jeg er blevet/ bliver indoktrineret i forhold til parforhold, er det primært via Disneytegnefilm (af den slags hvor prinsessen altid får sin prins til slut) - romantiske film af enhver slags, hvor ‘helten’ vil gå gennem ild og vand og dø 50 gange for at få sin heltinde i slutningen og romantiske sange, hvor emnet er præcis det samme…

Er det herfra vi har vores idé om hvordan et ganske almindeligt og ‘normalt’ forhold bør være? Stiler vi i virkeligheden i retning af dette noget urealistiske billede? Tror vi kvinder, at vores mænd vil hente månen ned, dække alle vores mindste behov og gøre os lykkelige hvert sekund, blot fordi de er i vores liv?

Opgiver vi at kæmpe for forholdet, når det bliver en smule svært, og pludselig kræver noget af os?  Når vi finder ud af at et forhold ikke er som på film, når vi finder ud af at han har små irriterende uvaner og han ikke lige så støvet i krogen bag sofaen da han støvsugede? Stikker vi af når glansbilledet krakelerer?

Statistikker siger, at det oftere er kvinder der ønsker skilsmisse end mændene og de selvsamme kvinder begrunder deres valg med, at de ikke fik nok opmærksomhed og at de følte sig usynlige i forholdet og at meget af det huslige blev overladt til dem.

I virkeligheden er det jo ikke nemt at dele sit liv med en anden. Hvadenten det er den mand man har børn med eller det er den nye sammenbragte familie. Det er jo utrolig mange familiemæssige værdier, vaner og behov der pludselig skal matches på en måde, så alle bliver tilgodeset og ingen mister for meget af dem selv.

Er det mediernes skyld?

Eller er det i virkeligheden en masse af tidligere generationers måde at gøre tingene på, der ‘crasher’ med det som samfundet har udviklet sig til at være i dag? Har vi svært ved at slippe de mønstre som vores forældre har givet os med på vejen og finde en nutidig balance, svært ved at finde egne ben og plads i forhold til rollerne som mor, elskerinde, veninde, ‘husholderske’ - vil vi i virkeligheden have det hele og blæse med alt for meget mel i munden?

Jeg tror - uanset om det er medieskabt eller ej - at vi har alt for store forventninger til hinanden. Idag handler mange ting om hvad man kan få og ikke om, hvad man kan give… Der er en enorm ‘jeg kultur’ - en kultur som har bredt sig på en mindre positiv måde.

Op et vist sted med jante… Det er fint nok at man skal tro på sig selv osv. - men hvis janteloven er blevet en undskyldning for egoisme og dét, at man ikke er i stand til at se andre som de er og give dem plads til at være det… tjah… så vil jeg hellere være anti jante…

Men det er så en helt anden snak
 

Mænds selvtillid

Kvinder snakker… Det ved vi jo allesammen at vi gør… Vi snakker om alt mellem himmel og jord - og rigtig meget om mænd, særligt når vi ikke har en speciel én af slagsen i vores liv.

For nyligt talte vi i venindekredsen om mænds selvtillid… (Mange) Mænd har nemlig en helt speciel selvtillid, uanset hvordan de ser ud, hvor fulde de er osv.

Og det vi ikke fatter er, hvorfor en mand bare ikke kan kigge kritisk og ikke mindst ærligt på sig selv, før han nærmer sig en kvinde f.eks. på et diskotek/dansested. Dels er det ikke charmerende, at blive budt op til dans af en mand der er så beruset, at han dårligt kan stå på sine ben. Og det er endnu mindre charmerende, hvis han tilmed lugter af opkast *yikes ikon*

Den næste ting er så… hvorfor kan mænd ikke se når de ikke passer ind? Hvorfor ikke kigge på veninderne/vennerne og spørge sig selv, passer jeg ind i det selskab? Et gammelt ord siger *vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er* og det tror jeg faktisk, er ret sandt…

I weekenden blev jeg et utal af gange budt op til dans, af den samme ildelugtende meget overvægtige mand. Jeg afviste ham pænt flere gange, men det forstod han ikke rigtigt.Så han blev stående foran mig og stirrede i bogstaveligeste forstand på mig. En noget ubehagelig oplevelse. Det endte med at en af gutterne som var med i byen, måtte sige til ham ‘min kæreste har sagt nej til at danse med dig utallige gange, hvilket ét af de 3 bogstaver i ordet *nej* er det du ikke forstår’? Det fik ham til at holde op med at spørge, men han blev stadig ved at stirre på mig i laaaaaang tid efter. Og måske burde jeg tage det som en kompliment, men det må jeg erkende at jeg ikke kunne, jeg følte mig faktisk temmeligt overvåget og det var en ubehagelig følelse.

Igår havde jeg så en lignende oplevelse. Jeg gik en tur ned at Købmagergade og Strøget efter arbejde. Min mission var at finde en kjole til min nieces konfirmation på torsdag, missionen lykkedes ikke - hvorfor pokker producerer de ikke kjoler som den meget berømte Marilyn Monroe bar?

Nå, men da jeg endte nede på Rådhuspladsen var jeg pænt træt i mine fødder, solen skinnede og jeg besluttede mig for, at sætte mig ned og nyde solen på en bænk. Der var rigtig mange mennesker på Rådhuspladsen igår og jeg synes det er enormt hyggeligt at kigge på mennesker. Ved bænken ved siden af mig, sad en masse sorte gutter og nød en øl og grinede og snakkede sammen.

Og da jeg havde siddet på bænken i omkring 15 min. kom en af dem hen og satte sig ved siden af mig - han skulle telefonere. Og da han var færdig med det, begyndte han at udspørge mig om hvor jeg boede henne, om jeg nød solen, om jeg ventede på nogen? Jeg besvarede høfligt spm. og på den med om jeg ventede på noget fik han svaret *min kæreste* - det var jo naturligvis ikke sandt idet jeg ikke har en sådan, men jeg regnede faktisk med at han ville droppe sin indlysende ‘mission’.

Men næh nej… det gjorde han ikke! Han inviterede mig hjem til sig i weekenden. Det besvarede jeg med at jeg da ikke ville besøge fremmede mænd og at jeg desuden ikke mente, at min kæreste ville være specielt vild med at jeg gjorde den slags.

Og så spurgte han ‘Hvorfor ikke?’ - og da jeg havde forklaret hvorfor (det var åbenbart nødvendigt med en forklaring!), sagde han ‘jamen vi kan da bare sige at du besøger en god ven, man må vel godt have venner selvom man har en kæreste?’

????????

Hvornår lærer denne type mand, at et nej rent faktisk ér et nej?

Man vinder kærligheden…

- ved at overgive sig til den…

De ord stod (blandt mange andre ord, som jeg har taget til eftertanke) i et rigtig dejligt og varmt brev som jeg fik fra en cyberven igår  

Indrømmet… Ordene fik mig til at tænke en masse… For det lyder så nemt… Og jeg tror at de fleste af os synes eller har syntes, at kærligheden er svær…

Men så er det jeg tænker… Hvad er det der gør kærligheden svær…? Er det svært fordi man - når man elsker -også udsætter sig for risikoen for at blive såret, svigtet eller miste…? Eller er det fordi det idag er umuligt at give sin kærlighed uforbeholdent, fordi vi kræver så meget af os selv og af andre…? Eller er det fordi verden kommer ind over og det er umuligt, at holde kærligheden adskilt fra alle andre ting i dag…

Kærlighed er en gave i min verden… både den man får og den man giver… For tænk sig at være i stand til at elske et andet menneske, at føle en dyb og inderlig glæde, blot fordi dette menneske eksisterer og er en del af ens tilværelse… Og tænk sig at blive elsket, med hud og hår, fejl og mangler…

Tænk at nogen elsker mig…

Og jeg overgiver mig gerne når ham den rigtige en dag dukker op .

Kursus i lommepsykologi?

Du har nået en alder hvor du egentlig føler, at du er i meget god kontakt med dig selv - hvor du har defineret dig selv som menneske, både overfor dig selv og andre.

Du har nogle mennesker du er tæt med, fordi du er den du er… Nogle mennesker som har fulgt dig i tykt og tyndt, nogle mennesker som du stoler ubetinget på og som du er sikker på, vil være der resten af dit liv.

Hen over en længere periode sker der så en masse forandringer i dit liv - det er ikke dem alle der er lige positive, men… du forcerer og tilpasser dig disse forandringer og finder glæden inde i dig selv igen…

Og lige pludselig sker der nogle ting, som påvirker din psyke… Og du kan mærke at du bliver svag indeni og du betror din bedste ven dine tanker og søger trøst…

Og så sker det…

Din ven/inde hiver sin lommepsykologi frem og kommer med en masse teorier om dig, hiver en masse af dine mindre gode sider frem, tolker / overfortolker og river dig nogle af de mest sårbare ting i hovedet - ting som du har betroet i et tillidsfuldt øjeblik, bliver nu brugt imod dig… Og inden du ser dig om har du fået din stillet din egen diagnose…

Og i stedet for at få trøst ved du nu… at du er… alt for sårbar… besiddende… krævende… egoistisk… dominerende… fylder for meget… belastende… osv. osv.

Og så er det jeg tænker… Hvordan pokker blev *folk* så kloge…? Og hvad skete der lige med den gode gammeldags trøst, som ikke krævede at man fik en hjemmekonsultation…? Og er der overhovedet plads til, at man bliver såret over andres opførsel eller hvad der nu sker i ens liv og tager det til sig…? Skal man være glad hele tiden og hvorfor…?

De stillede diagnoser er tænkte og er således ikke et utryk for hvad MIN diagnose er, alle der kender mig ved alligevel godt at jeg er totalt *Gak-Gak* og at det er for sent at gøre noget ved det