Fordi man har et standpunkt, til man blogger et nyt

Arkiv for ‘Ikke kategoriseret’ Kategorien

feb
10

Det er længe siden…

Kategoriseret som Ikke kategoriseret

- jeg har blogget, alt for længe siden… Men det er som om der hele tiden sker ting i mit liv der fylder.

Og det er desværre ikke kun gode ting!

Forrige tirsdag døde min allerbedste ven i hele verden, Princess… Nogen vil sikkert undres over at jeg kalder min hund min bedste ven, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde hende. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt i 8½ år - det var nemlig alt hvad skæbnen mente, at vi skulle have sammen :’(

Den pågældende tirsdag var hun som hun plejer da jeg gik på job om morgenen, det samme gjorde sig gældende da Sønnike kom hjem kl. 12.00 og Elektrikeren kl. 15.30. Da jeg kom hjem omkring kl. 16.00 undreres jeg godt nok over at hun lå på badeværelset, men jeg tilskrev det en angst for snestormen… Kl. 17.00 hvor jeg gik ind i min seng for at læse i sengen, blev min undren dog til et check - Princess plejede altid at gå med mig… Jeg nussede hende bag øret og ville lige gå ned at tisse med hende og som tænkt så gjort. Hun tissede lige udenfor døren, gik vel omkring 10 skridt, og lagde sig så ned og ville ikke gå mere og så blev jeg bange! Bar hende retur til opgangen og løb op og hentede Elektrikeren og bød ham at køre direkte til dyrehospitalet. Der blev hun lagt i drop og fik taget blodprøver og så blev vi sendt hjem med besked om, at dyrlægen ville ringe 2 timer efter og give besked. Så længe fik der ikke - 50 min. efter ringede han op og sagde, at Princess var sovet stille ind 3 min. forinden.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg noterede mig at dyrlægen ringede kl. 19.24

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grædt så meget, som jeg har grædt i den sidste uge og bitte små ting minder mig hele tiden om… at hun er væk… Mit hjerte ville sådan ønske at jeg havde haft bare en dag eller to til at blive klar over, at det var den vej det bar - i mit hoved ved jeg godt, at det her var det mest barmhjertige for min hund. Men for pokker hvor jeg bare savner hende <3 <3 <3

Så det her indlæg må blive en del af min hyldest til den for mig dejligste hund i verden. Ingen vil nogensinde kunne erstatte hende - heller ikke selvom tomrummet er fyldt ud med en dejlig ny hvalp (den skal I nok få lov at høre mere om senere, hun er jo en del af min verden nu)